Menu
Lundsgård ligger ualmindeligt smukt ved Storebæltskysten få km syd for Kerteminde. Mod nord er der pragtfuld havudsigt over Kerteminde Bugt; mod syd ligger store skovstrækninger med vældige bøgetræer og en 3 km lang forbindelsesvej til kirkebyen Revninge. Og endelig er det så heldigt, at man også finder gårdens forgænger i Storskoven sydvest for Lundsgård.
Her ligger voldstedet kaldet Lindshøj eller Jomfruhøj, der er blevet beskrevet som et af landets interessanteste og mest velbevarede middelalderlige jordværker.
Møntfund antyder 1300-tal, men efter anlæggets karakter at dømme er der tale om et lille dobbeltborganlæg fra midten af 1200-tallet. Det består af to borgbanker omgivet af voldgrave. Den bagerste er en stejl ca. 6 m høj banke, hvor der har stået et forsvarstårn i træ på kampestens-fundamenter. Den forreste ovale borgbanke har rummet godsets økonomibygninger, og borgen har været omkranset af et voldomgivet plant yderareal. Det hele formet som ”en af de smukkeste danske prøver på de såkaldte Motte-og Baily-voldsteder”.
I det skriftlige kildemateriale optræder ”gården ved skoven”, Lundsgård, første gang i 1484.
Først i 1400-tallet dukker herremændenes navne op, og da tilhørte det østfynske gods Bryskeslægten fra Dallund. I det skriftlige kildemateriale optræder ”gården ved skoven”, Lundsgård, første gang i 1484.
I begyndelsen af 1500-tallet var gården kommet i den fynske Ulfeldt-slægts eje, men ved reformationstiden skrev den ellers lidet kendte adelsfamilie von Mehlen sig til Lundsgård. De ejede gården frem til begyndelsen af 1600-tallet, hvor Hans von Mehlen døde i 1609 som slægtens sidste mand.
Formentlig i deres ejertid er Lundsgård blevet flyttet til sin nuværende placering. Om deres renæssancehus, hvoraf kun en egetræsbjælke med en latinsk indskrift er bevaret, ved vi ikke andet, end at det var en to etager høj bygning med tårn.
Via giftermål kom Lundsgård i slægten Rodsteens eje. Kancellisekretær Markor Rodsteen arvede godset i 1643 og sammenlagde det i 1648 med den anden hovedgård i Revninge Sogn, Jershave.
Under Svenskekrigene udmærkede Markor Rodsteen sig som oberst i Hans Schacks hær. Hans lokalkendskab kom de danske tropper til gode under den succesfulde landgang ved Kerteminde i oktober 1659, der blev fulgt op med sejren over svenskerne i Nyborg den 14. november samme år.
Efter Markor Rodsteens død i 1670 giftede hans enke Karen Juul sig i 1672 med amtmand Hugo von Lützow. Ved Christian 5.s matrikulering i 1680’erne blev Lundsgårds hovedgårdsmarker anslået til 247 tdr. land eller ca. 130 ha, der blev dyrket i trevangsbrug. Skovarealet var ganske betydeligt, og til godset hørte endvidere 67 kreaturer. Fæstegodset var ret beskedent: 24 fæstegårde og 10 huse i 1688.
Lundsgård skiftede hyppigt ejere i første halvdel af 1700-tallet, men godset voksede dog støt blandt andet ved tilkøb fra kronen, først og fremmest ved Frederik 4.s store omlægning af det fynske ryttergods i 1719.
For 28.000 rdl. købte etatsråd Jens Juel Lundsgård i 1747. Med i købet fulgte Jershave og det tilhørende bøndergods, plus de sognekirker, der i tidens løb var lagt ind under Lundsgård. Jens Juel, der var en sønnesøn af søhelten fra Køge Bugt 1677, fortsatte udbygningen af godset; men i 1763 nedbrændte renæssancehuset, der delvis var opført i bindingsværk.
Året efter brandkatastrofen besluttede Jens Juel at genrejse Lundsgård med arkitekten Georg Dietrich Tschierscke som bygmester. Jens Juels bror, Niels Juel (d.y.), havde med succes benyttet sig af Tschiersckes evner på sit slot på Tåsinge, hvor arkitekten i 1754-55 stod bag udformningen af det storslåede rokokoanlæg omkring Valdemars Slots hovedbygning. Derimod har Jens Juel nok ikke vidst, at Lundsgårds bygmester i 1764-65 genbrugte sine tegninger fra den lollandske herregård Frederiksdal, som han havde opført for grev Knuths enke Ida Reventlow i 1756-58. Nok var Tschierscke i 1760’erne blevet inspireret af den Jardinske klassicisme, men på Lundsgård er det stadig rokokoen, der er mest iøjnefaldende, ikke mindst i hovedindgangens dekorative slyngornamentik.
Den hvidkalkede hovedbygning står i to etager over en høj kælder. Den øverste etage dækkes af et flot og velformet mansardtag af sorte glaserede tegl. Huset er 15 vinduesfag langt med et 5 fag bredt fremspringende midterparti både på gårdsiden mod øst og den vestvendte havefacade. Midterpartiet er kronet med en bred trekantgavl og fremtræder mod gårdspladsen med en dobbelttrappe og portal og mod haven med en senere udbygget terrasse. Selv om klassicismens elementer har sneget sig ind, er Lundsgård den sidste gode repræsentant senbarokkens rokokostil.
Kort efter opførelsen af den ny hovedbygning oprettede Jens Juel i 1767-68 et stamhus af Lundsgård med Jershave for sin datter Elisabeth Juel, gift Ahlefeldt-Laurvig. Det gods, hun overtog ved faderens død i 1774, omfattede ud over Jershave godt 40 fæstegårde og et hovedgårdsareal på ca. 300 ha. Ved udskiftningen i Revninge Sogn i 1794 lod grevinden Jershave nedlægge, mens jorden blev lagt ind under Lundsgård, der dermed ved år 1800 rådede over 444 ha hovedgårdsjord.
Landbruget blev varetaget af et mandskab på 18 faste folk, 14 daglejere ”samt 10 polakker i roerne”.
Ahlefeldt-Laurvigslægten til Tranekær på Langeland ejede Lundsgård frem til 1939. Både ejerskab og landbrugsforholdene var uhyre stabile op igennem 1800-tallet. Til fæstegodset i 1845 hørte 45 gårde, og tallet var stort set uændret i 1903, hvor frasalget af bøndergods påbegyndtes. Heller ikke godsarealet ændrede sig meget. Det omfattede i 1905 460 ha, hvoraf de 225 var agerjord. Landbruget blev varetaget af et mandskab på 18 faste folk, 14 daglejere ”samt 10 polakker i roerne”. Til Lundsgårds landbrugsbedrift hørte ved landbrugstællingen 1905 en forholdsvis ny avlsgård, der stadig står syd for hovedbygningen. Den firlængede avlsgård er opført i 1877-81 efter tegninger af August Klein.
Klein var en af de mest benyttede arkitekter på de danske herregårde i 1800-tallets sidste tredjedel. Hans speciale var landbrugets avlsbygninger, og han skrev flere bøger om emnet set i lyset i de store omlægninger og moderniseringer af det danske landbrug i slutningen af 1800-tallet. At hans moderne driftsbygninger så blev opført på bekostning af mange smukke og værdifulde ældre landbrugsbygninger havde han ikke blik for. På Lundsgård røg således i 1870’erne avlsbygninger fra henholdsvis 1647 og 1713. I øvrigt ombyggede Klein også Lundsgårds indre i 1880’erne, efter afslutningen af avlsgårdsbyggeriet.
Verden gik som bekendt af lave med 1. Verdenskrig og de begivenheder, der fulgte. Set fra godsejerside var det lensafløsningsloven 1919, der tog prisen. På Lundsgård ophørte ”enevælden” i 1927, da stamhuset overgik til fri ejendom, og i 1939 blev godset solgt for 1,2 mio. kr. til Hans Henrik Juel. Ringen var dermed sluttet ved, at Lundsgård atter var i hænderne på efterkommere af Danmarks store søkriger.
Det første, man møder, når man betræder hallen på Lundsgård, er naturligvis også to mægtige vægmalerier, der hylder Niels Juels store sejre til søs i sommeren 1677, henholdsvis i søslaget mellem Femern og Gedser den 31. maj, hvor den svenske admiral Erik Sjöblad måtte overgive sig og dernæst hovedslaget i Køge Bugt ud for Stevns, hvor den store svenske flåde under Evert Horns kommando blev besejret den 1. juli 1677.
Tekst af Niels Peter Stilling, forfatter bag “Danmarks Herregårde” fra forlaget Gyldendal