agnes_web_topbillede

AGNES
Velkommen til en ny tre dages festival med fokus på genopbygning af sind, krop og sjæl. Lundsgaard Gods, i Kerteminde, åbner den 7.-9. juni 2024 dørene for festivalen: “AGNES – TALKS, MUSIK & KULTUR om den nye bæredygtighed”.

Her undersøger vi i fællesskab den nye bæredygtige bevægelse, som også bliver kaldt for ‘regenerativ‘. Det er en vision om, at hele og ’fodre’ jorden og bidrage aktivt til at genoprette og genskabe naturens ressourcer, biodiversitet og naturlige fødekæder.

AGNES er en 360 graders engagerende festival med musik, talks, workshops, udstillinger, performances, mad- og naturoplevelser. Her kan du alene eller  i fælleskab med venner, familie samt kolleger udforske og deltage i en festival, der sætter fokus på det, der er bæredygtigt for både krop, sjæl, familie, arbejdsmarked, industri, produktion, natur og kultur.

Og det bliver ikke ved snakken. AGNES er et kropsligt reboot med fællesaktiviteter som morgenbad, morgendans, meditation og ture i naturen ‘all inclusive’ i din festivalbillet. I workshops og talks vil bæredygtighedseksperter forklare, hvordan man kan blive mere cirkulær i sin hverdag og livsstil –  fx  i forhold til energibesparelse, upcycling af tøj, genbrug, reparation af elektronik, madspild mm.

Vi glæder os til at se dig på AGNES den 7-9 juni!

BILLETTER

PARTOUTBILLET – Du kan allerede nu købe en partoutbillet (fre,lør, søn) til 975,- kr. 

EKSTRA ARRANGEMENTER – Der vil  også blive mulighed for at tilkøbe billetter til ekstra arrangementer, som fx langbordsfrokoster, guidede naturvandringer og masterclasses. Ekstra arrangementer bliver annonceret her på siden løbende og sendt ud i AGNES nyhedsbrev.

OVERNATNING – Der vil være mulighed for at overnatte i eget telt på AGNES teltplads på Lundsgaard Gods. Alle der ønsker at overnatte på godset, skal købe en campingbillet, som vises sammen med festivalarmbåndet. Der vil være toilet, vand og badfaciliteter tæt på teltpladsen.

En teltplads koster 230 kr. per person i telt (fre,lør,søn).  

HVORFOR EN AGNES?

Modet til at udfordre det bestående og gå mod strømmen, var en overskrift for forfatter og samfundsrevser, Agnes Henningsen. Agnes voksede op på Lundsgaard Gods i Forvalterboligen, der blev bygget til hendes far i slutningen af 1800-tallet. 

På Lundsgaard Gods har vi således et helt særligt forhold til den markante kvinde og forrygende figur Agnes Henningsen. Når du besøger festivalen i juni, kan du besøge AGNES HUS, hvor Agnes bliver bragt til live gennem kunstneriske performances, sange, monologer og andre optrædender.

På AGNES er deltagere samlet for at finde nye løsninger på samfundets dilemmaer og klimaudfordringer, mens de får en på opleveren, som Agnes nok også ville have gjort, havde hun levet nu.

“For mig er det eneste, som er smukt, friheden”
Agnes Henningsen i Kærlighedens Årstider, 1927

På AGNES TALKS vil eksperter og debattører i regenerativt jordbrug, økonomi og ledelse inspirere publikum med, hvordan virksomheder her og rundt om i verden arbejder regenerativt i deres produktion, ledelse og organisation. Økonomiske vismænd og – kvinder taler om en økonomi som genskaber nødvendige produktionsgange og varer.

Med koncerter og lydoplevelser på AGNES KULTUR viser musikere os, hvordan det genopbyggelige samfund lyder med rå stemmer og blød lyd.

Og med AGNES NATUR kan du deltage i workshops, walk & talks samt guidede lyd- og naturvandringer i Lundsgaards økologiske land- og skovbrug. 

Den regenerative omstilling vil også kunne opleves kunstnerisk på festivalen. I Lundsgaards smukke Høstgildesal kan du opleve kunstneriske fortolkninger af Agnes Henningsens liv og forfatterskab gennem teater, monologer, installationer og lydrejser. Vi kalder det AGNES HUS.

Der er også morgenbadning, levende digte, morgendans og fællesmeditation, ligesom alle kan mærke jorden imellem fingrene, når vi planter AGNES ÆBLEHAVE, som fremover kan blomstre under festivalen. På MARKEDSPLADSEN kan du nyde mad fra lokale foodtrucks eller spise mad ved langbordene.

HVEM KAN DU MØDE?

AGNES samler vor tids nytænkende genopbyggere – hvad enten du er mikro-brygger, international tænker, landbruger, politiker, samfundsdebattør, kunsthåndværker, erhvervsleder, aktivist, byplanlægger, forfatter, filosof, AI-nørd, virksomhedsejer, arkitekt, studerende, udvikler af eller investor i grøn teknologi.

Gennem talks, mad, musik, morgenbad, performance, kunst, koncerter og workshops får du inspiration til at leve mere bæredygtigt og nøjsomt i pagt med naturen, arbejde klogere og lede medarbejdere i en grønnere, mere dynamisk virksomhed.

AGNES giver inspiration til at sætte handling bag ordene og få en mere ‘let gang på jord”. Ligesom forfatteren Agnes Henningsen, som boede på godset som barn, gjorde i sin samtid.

Ses vi?

STØTTE

En kæmpe tak til alle, der er med til at få AGNES til at lykkes. En speciel tak til:

  • Øernes Kunstfond
  • Spar Nord Fonden
  • Marianne & Peter Hermansens Fond
  • William Demant Fonden
  • Aage & Johanne Louis-Hansens Fond

Og tusind tak til Aditya Ariel for lån af maleri til AGNES grafik

FIND VEJ

Alle veje leder jo som bekendt til Rom, men der er også mange veje til AGNES.

Lundsgaard ligger lige uden for Kerteminde og ikke langt fra Nyborg Station, hvis du kommer med tog.

Kommer du i bil, har vi parkering på stedet (og vælger du en af de mere bæredygtige måder at køre i bil på og fylder bilen op med passagerer, får du parkering til halv pris).

Parkeringsbilletter kan reserveres og /eller købes snart her på siden.

NYT FRA AGNES

Hej – vil du høre nyt om AGNES festival, så tilmeld dig herunder. Vi lover ikke at spamme dig. Og husk at du kan altid afmelde nyhedsbrevet, hvis du føler dig bombarderet.

        
 

Vi bruger cookies for at sørge for, at siden fungerer korrekt. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.